Generalforsamling

NB: Generalforsamlingen bliver afholdt hver januar i det gældende år.
Generalforsamling.

§ 24. Foreningens højeste myndighed er Generalforsamlingen. Den ordinære Generalforsamling afholdes hvert år inden 4 måneder efter regnskabsårets udløb med følgende dagsorden:

1) Bestyrelsens beretning.

2) Forelæggelse af årsregnskab, forslag til værdiansættelse, samt godkendelse af årsregnskabet og værdiansættelsen.

3) Forelæggelse af drifts- og likviditetsbudget til godkendelse og beslutning om eventuel ændring af boligafgiften.

4) Forslag.

5) Valg af Bestyrelsen.

6) Godkendelse af Bestyrelsens valg af administrator og revisor.

7) Eventuelt.

stk. 2. Ekstraordinær Generalforsamling afholdes, når en Generalforsamling eller et flertal af Bestyrelsens medlemmer eller 1/4 af medlemmerne af foreningen eller administrator forlanger det med angivelse af dagsorden.
§ 25. Generalforsamlingen indkaldes skriftligt med 14 dages varsel, der dog ved ekstraordinær Generalforsamling om nødvendigt kan forkortes til 8 dage. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden for Generalforsamlingen.

stk. 2. Forslag, som ønskes behandlet på Generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 8 dage for Generalforsamlingen. Et forslag kan kun behandles på en Generalforsamling, såfremt det enten er nævnt i indkaldelsen eller andelshaverne ved opslag eller på lignende måde senest 4 dage før Generalforsamlingen er gjort bekendt med, at det kommer til behandling.

stk. 3. Adgang til Generalforsamling har enhver andelshaver og dennes myndige husstandsmedlemmer. Administrator og revisor samt personer indbudt af Bestyrelsen, har adgang til at deltage i og tage ordet på Generalforsamlingen.

stk. 4. Hver andel giver een stemme. En andelshaver kan kun give fuldmagt til et myndigt husstandsmedlem eller til en anden andelshaver. En andelshaver kan kun afgive een stemme i henhold til fuldmagt.
§ 26. Generalforsamlingen tager beslutning ved simpelt flertal, undtagen hvor det drejer sig om vedtægtsændring, salg af fast ejendom eller foreningens opløsning. Dog skal altid mindst 1/5 af foreningens medlemmer være til stede.

stk. 2. Forslag om vedtægtsændringer, om nyt indskud, om regulering af det indbyrdes forhold mellem boligafgiften, eller om iværksættelse af forbedringsarbejder eller istandsættelsesarbejder, hvis finansiering kræver forhøjelse af boligafgiften med mere end 25%, kan kun vedtages på en Generalforsamling, hvor mindst 2/3 af medlemmerne er til stede og med mindst 2/3 flertal blandt de fremmødte. Er der ikke mindst 2/3 af medlemmerne til stede på Generalforsamlingen, men er mindst 2/3 af de fremmødte for forslaget, kan der indkaldes til en ny Generalforsamling og på denne kan da forslaget endeligt vedtages med mindst 2/3 flertal, såfremt denne Generalforsamling er beslutningsdygtig i henhold til § 26 stk. 1

stk. 3. Ændring af vedtægternes § 5 kræver samtykke fra de kreditorer, overfor hvem andelshaverne hæfter solidarisk.

stk. 4. Forslag om salg af fast ejendom eller om foreningens opløsning, kan kun vedtages med et flertal på mindst 3/4 af samtlige medlemmer. Er der ikke mindst 3/4 af samtlige medlemmer til stede på Generalforsamlingen, men er et flertal på mindst 3/4 af de fremmødte for forslaget, kan der indkaldes til ny Generalforsamling, og på denne kan da forslaget endeligt vedtages med mindst 3/4 flertal, såfremt denne Generalforsamling er beslutningsdygtig i henhold til § 26 stk. 1.
§ 27. Generalforsamlingen vælger selv sin dirigent og sin referent. Referatet underskrives af dirigenten og Bestyrelsen. Referatet skal udsendes eller omdeles til andelshaverne senest 1 måned efter Generalforsamlingens afholdelse.